Det innovative arbejdsmarked…

Vi er ankommet til landet, hvor alt skal forhandles. Her er der ingen faste priser, og hvis ikke man er indfødt, kan man forvente at blive trukket rundt ved næsen.

Vejene er landets puls og arbejdsgiver, der er ikke det, som ikke kan sælges. Kreativiteten er stor, og mit regelrettede hoved er uforstående over, hvordan det autonome arbejdsmarked koordineres gnidningsløst. Er det bare den, der først kommer hen til et nedrullet vindue, som får solgt sit bagværk eller vinduesvask, eller er vejen opdelt? Overalt udbydes der service, der påfyldes benzin på tankstationer, og på parkeringspladser guides du rundt af en selvudnævnt vagt, så du ikke skal besvære dig med at lede efter en ledig plads. Tværtimod parkeres bilerne i nydelige rækker bag hinanden, så enhver plads udnyttes. Det er et mærkværdigt syn, for lige umiddelbart lader det ikke til at den inderstparkerede bil kan komme ud, men her tager man gruelig fejl, for parkeringsvagten beder bilisten i de yderste rækker om at sætte sin bil i frigear, så han kan skubbe vognen rundt på pladsen, når de inderste bilers ejere ønsker at forlade pladsen. Jeg måber over den geniale og løsningsorienterede tilgang, og ved at den ide aldrig ville være vågnet i mit hoved. Vagten får sin betaling, når vi ruller ud, for mit vedkommende mest for problemløsning, for jeg undrer mig stadig over, hvordan det stykke asfalt er kommet ind under hans domæne. Er det en anden i morgen? Den der først proklamerer retten over de optegnede hvide linjer for en dag?

Der er folk alle vegne, nogle er i bevægelse i biler, på cykler, på ben og nogle gelejder får sikkert hjem til folden ved siden af de tresporede veje. Der er også nogle som gennemgår livet i et andet tempo, og de sidder på gader og stræder og suger byens liv til sig. Det kan være i kryds, hvor man kan høre bilernes horn blive trykket i bund, det kan også være oppe af de rosamalede mure, hvor enhver crossfitter ville blive grøn af misundelse over den squadstilling som synes at holdes uendeligt ubesværet. Hvor end der er en grøn plet sidder der mennesker – det være sig i en rundkørsel lige så vel som i en tætpakket park, og det får mig straks til at tænke på Bryggen eller Nyhavn, hvor befolkningstætheden når op på et niveau, som kun ses i katastroferamte områder, og hvor det synes, at menneskene gror sammen til en masse. Det er fascinerende at se på, og det kalder på en følelse af samhørighed og fællesskab.

Det er tydeligt, at dette er et land, hvor folk kommer hinanden ved, der hilses ærbødigt på hinanden med kys, kram og kærlige fraser, så du kan ikke liste ubemærket og anonymt ind i et supermarked og handle uden at blive spurgt ind til dig selv og din families ve og vel. Det er beundringsværdigt, og jeg lapper de lange monotone sætninger i mig, som umuligt kan oversættes til noget meningsgivende på dansk, da det danske sprog indeholder langt færre høflighedsfraser. Jeg arkiverer smilene, og de bløde stemmer, som ønsker mig det godt, og indgår en pagt med mig selv om, at jeg vil forsøge af afklæde mig min nordiske distance…

 

Følg mig

Leave a Comment