Jeg giver min stemme til dem, der er blevet gjort stumme.

En klog person sagde engang, at man hver dag skal gøre noget man er bange for…

Ofte er slaget inde i ens hoved større end det, der i realiteten udkæmpes. Sådan er det i hvert fald for mig, hvor min fantasi er vildere end virkeligheden.

Kulturalliancen har givet mig muligheden for at sætte mine ord fri – turde at sætte dem fri, og det forpligter, så derfor læste jeg, på foranledning, en af mine tekster op i den smukke sal med Poul Anker Bechs billeder på Vendsyssel Kunstmuseum. Det var intimiderende og autentisk. Jeg studerede folks ansigter mens jeg læste og så, at de forsvandt ind i sig selv. Mon jeg rykkede ved noget? Mon jeg bevægede nogen? Det gav mig noget at give – give mine ord videre til dem som lyttede, for mine tekster handler om mennesker. Mennesker, som majoriteten af befolkningen ikke beskæftiger sig med, men vi har alle behov for at blive set og hørt, så derfor advokerer jeg for dem.

Jeg giver min stemme til dem, der er blevet gjort stumme.

Sårede sjæle

Narkomaner, stofmisbrugere, misbrugere, forbrugere, brugere –et hus fyldt af sårede sjæle –sårede indeni og sårede udenpå. Der lugter af kød –råddent kød, det er svært at trække vejret igennem næsen, da den søde og fordærvede lugt angriber mig. Jeg får kvalme og væmmes –væmmes ved mig selv, for det er jo et menneske af kød –dog væsentligt tættere på udløbsdato end mit eget hylster, men blodet er det samme – hans er synligt. Han har åbne sår i ansigtet og på knoerne og selvfølgelig hans ben, som er i gang med en forrådnelsesproces. Han er gået i hundene, opgivet af venner og familie, dernæst af systemet –hans krop ved det, og derfor er den ved at opløse ham, så han til sidst forsvinder, fordamper, fordufter – ebber ud, som hans råb om hjælp. Der er ikke mere brug for ham, han er affald – menneskeligt skrald, som ingen ønsker at kaste et blik på. De forbipasserende holder blikket stift rettet mod et punkt langt ude i horisonten, så de ikke behøver blive tilsmudset –man ved jo ikke, hvad han bærer på af sygdomme. Han er lige så ugleset som rotterne og mågerne, som invaderer byen.

Han ser mig an, jeg er ny, så han forsøger at hylle mig ud af den. Jeg er alene – jeg er ikke bange, men jeg er anspændt. Han hidser sig op –jeg sætter mig ned. Der står en mand på radiatoren og stirrer frygtsomt ud af vinduet, der er nogen efter ham. Han kravler ned og stirrer glubsk på mig, jeg forundres over, hvor dyrisk hans blik er. Manden har tabt sit fiks, siger han, jeg tror han har glemt, at han allerede har fikset. Han inspicerer gulvet, men distraheres –han kigger op og insisterer på, at vi er i familie, selvom der ingen lighed er imellem os eller vores historier. Han er et brændt barn –han kæmper stadig med flammerne, som brænder ham op indefra. 

Islændingen kommer, han kommer for at få varme og en kop kaffe, han er en god historiefortæller, og han indynder sig hos den tynde afklædte pige uden tænder. Han varmer hende, og hun giver ham en hånd i vindfanget. Om natten vågner mørkefolket –de gemmer sig om dagen –dagslyset forstener troldene siger islændingen. Dagsfolket bliver bange, hvis en trold forvilder sig ud, de råber alarm og kløjes i deres foies gras. Tyrken kommer ned, han har klædt om til arbejdstøj som han siger, han viser mig sine diamanter og beder om en kop kaffe –han har ingen penge siger han og blinker med sine store sorte sveskesten. 

Der er optøjer på gaden og folk stimler sammen, politiet kommer, jeg hører ingenting, jeg er i kælderen for at finde vanter til frostsprængte fingre –damen var her også i går for at få vanter –det har hun glemt. Hendes øjne suser rundt og kører uafhængigt af hinanden, det er fascinerende og frastødende –hun slikker sig om munden som en frådende og sulten ulv, hun mærker det ikke, hun hører ikke sine ukontrollerede smaskende lyde. Hun er bare tørstig siger hun. Jeg henter et plastikkrus med vand og ser en mand siddende på hug i hjørnet –han kigger mig direkte i øjnene mens han lægger en lort på gulvet. 

Der er vagtskifte og vi lukker døren på klem –i lysstriben er en mand gået i stå i sit fiks, hans bukser ligger nede om anklerne og nålen stikker ud af lysken – jeg krænger mig forbi ham –han kan ikke høre mig. Jeg skråner over gaden og styrer direkte i bad. Jeg vasker min krop –vasker lugtene af mig, men indtrykkene og de kærlige kram arkiverer jeg, inden jeg lægger hovedet på puden. Morgenvagten er min –det er weekend og der stilles an til brunch –det er en stille morgen –solen glimter i sneen og kaster genskin ind af vinduet. Facaden lyser op – folk går i seng, men snupper en rullepølsemad med på vejen. En ny mand kommer ind, han er rasende –der er kun pølsepålæg tilbage – han kigger forrykt på mig og råber, at han er muslim. Jeg spørger om alkohol, smøger og stoffer ikke også er haram –han fnyser af mig og stæser ud af døren. Jeg trækker på skuldrene –måske var det ufint –jeg rives ud af mine tanker –en alt for ung fyr kommer op i baren, han læser avis, han er rystet over nyhederne og vil oplyse mig om, at Colgate er fjenden. Han er bestyrtet over, at tandpastaen indeholder hormonforstyrrende stoffer. Han kigger betænksomt på mig og får mig til at love, at jeg aldrig bruger det mere… 

Følg mig

1 Comment

Leave a Comment