Kiss me good night, Olympia!

Anmeldelse af Kiss me good night, Olympia! af Vibeke Marie Hoff

Personlig beretning om et farligt forhold til en ældre magtsyg mand, som via trusler, fysisk og psykisk afstraffelse fornedrer den yngre kvindelige hovedperson, Marie, i en årrække under dække af, at det er en variant af S/M.

Der opstår hurtigt en relation i mellem Marie og hendes meget ældre mester, som manipulerer Marie og får hende til at gøre ting, som hun ikke selv ønsker. Marie gennemlever et mareridt, hvor hun ikke kan bryde med sin mester, da hun er bange for, hvad han kan finde på. Mesteren anvender forskellige metoder til at fastholde Maria, og det mest effektive er den overhængende og altid tilstedeværende trussel om, at han vil gøre hendes børn fortræd og fortælle hendes familie, hvilken luder, tæve og slavetøs hun er.

Der er flere aspekter i bogen, som er bekymrende. Det er ikke blot, at Marie bliver draget ind i et kontrollerende og terroriserende forhold, hvor hun udsættes for fysisk og psykisk afstraffelse, men også det, at da Marie endelig tager mod til sig og beder om hjælp, så udsættes hun for yderlige krænkelser. Maries frygt for sin mester bliver ikke taget alvorligt af den professionelle, som hun konsulterer. Han negligerer hendes angst og udnytter hendes sårbarhed til at forulempe hende. Marie oplever således endnu et overgreb, endda fra den kant, som skulle foregive at hjælpe hende.

S/M er helt sikkert et populært tema efter Greys univers er blevet blotlagt for verden, og Kiss me good night, Olympia! er den første bog jeg stifter bekendtskab med, hvor emnet er baseret på autentiske oplevelser. Det er et grænseland, hvor normer udfordres og nye regler manifesteres og nedfældes i fuld tillid, men det er ikke tilfældet i denne foruroligende beretning, hvor læseren sluses ind i enhver oplevelse. Man fornemmer, at bogen er skrevet ud fra dagbogsnotater, hvor forfatteren gerne har ville skildre hele sit liv, mens mareridtet stod på, men det gør beretningen en smule lang. Der er mange beskrivelser af hverdagsgøremål og refrænet tager fokus væk fra det reelle tema, som fascinerer og frastøder. Fascinerer; for at få et indblik i, hvordan et S/M univers ser ud og frastøder, fordi mesteren bryder tilliden og respekten og volder alvorlig skade på sin ’underordnede’.

Som læser gyser man ved tanken om, at Marie samtykker til at reducere sig selv som menneske og afgiver magten over sit eget liv på så kort tid. Det, der er virkelig uhyggeligt er, om det kunne ske for mig? For dig? …

Følg mig

2 Comments

  • vibeke hoff says:

    Det var min skræk for at der skulle ske mine bøn noget – han ville jo slå dem ihjel – hvis jeg ikke makke ret.
    Hvad gør man ikke for sine børn!? Jeg gjorde ALT! For at skåne mine dejlige unger – den gang 6 – 9 år.
    Alle mine venner forsvandt, for jeg havde et arbejde at gøre hos en gammel mand i Gentofte.
    “Husker du Malenesagen” …. blodet stivnede til is.For året før, var det på alle avisforsider: Lille pige dræbt at gammel mand. Året før, at en lille pige var misbrugt og derefter dræbt – af en gammel mand. Dette blev jeg truet med.

    Jeg var skrækslagen.
    Jeg gjorde alt hvad der var muligt for at redde mine børn.
    Siden har jeg været på vagt ovenfor syge mennesker : psykopater. Bogen er egentlig med fokus på børnene, men det er en balancegang, for jeg var den der skulle straffes, For at lade børnene gå fri. At leve i 3½ år i skræk for at mine dejlige børn skulle gennemgå et mareridt, det gjorde jeg overtog mareridtet. Jeg – som voksen – skulle nok klare det. Men tanken om børnene…. det førte mig ind i en labyrint…. som jeg ikke kunne komme ud af. “Den Gamle” havde magten.
    Hver dag lagde jeg planer, om hvordan jeg /vi kunne komme ud af det syge forhold. Mine børn vidste ikke noget om det – heldigvis. Jeg levede et dobbeltliv. Som følge har jeg diagnosen PTSD.
    Men mine børn lever – og jeg synes min kamp var det hele værd.

    Spørgsmål modtages gerne.

  • vibeke hoff says:

    Det startede med noget, der skulle ligne en leg … lidt
    spænding i mit ellers ensomme liv. Børnene var alt jeg havde.
    “Den Gamle” så straks jeg var et nemt offer, det er jeg ikke i tvivl om.Men i starten stolede jeg på ham. Håbede på tryghed og kærlighed – som de unge mennesker i dag gør på nettet. Jeg var 29 år. Det er i dag snart 30 år siden, men det har sat ar i sjælen.
    Med sygdom og alle mulige problemer.
    Mit råd er: lad være med at lege med ilden.

    Konklusion: pas på jer selv og fortæl altid hvor du er! Til forældre, en tante, en veninde eller en lærer. Jeg fortalte aldrig nogen om hvor jeg var. Min personlige stolthed var for stor.
    Et under, at jeg overlevede. Og at mine børn overlevede. Tak for det <3

Leave a Comment