Nytårstale anno 2018

For nogle år siden var jeg på udvekslingsophold i Madrid. Her boede jeg i latinerkvarteret Lavapies, som var noget nær det skønneste mine blå øjne på daværende tidspunkt havde set. Det var en drømmeverden uden lige, for her flokkedes de mest eventyrlige skabninger i mellem hinanden dag og nat. Bydelen sov aldrig, og hvis man var optaget i den brogede skares fællesskab, så var der altid øjne som så til, at der ikke skete en noget – en slags levende skytsengle om man vil. Disse mennesker var fra underverdenen – ligesom mig – en udefrakommende ubuden gæst. Jeg forestiller mig en verden a la Miraklernes dal fra Klokkeren fra Notre Dame, hvor tiggere og sigøjnere bor. Det er et skjult og særligt afsides sted, hvor normalbefolkningen skærmes –men vi var der alle, Esmeralda, Sofie, Victor, Quasimodo og tiggerkongen.

Det der forbandt os var, at ingen af os var spanske. Nuvel, vi boede i Spanien, og vi talte spansk, nogle arbejdede, jeg studerede, men ingen af os var blevet anerkendt som ligeværdige borgere, som kunne optages i det spanske fællesskab. Selvom vi integrerede os, så blev vi ikke inkluderet, for vi var fremmede.

Det var tiden, hvor finanskrisen hærgede og arbejdsløsheden var skyhøj i Spanien, så her tyede spanierne til menneskehedens ældste overlevelsestrick – der skulle findes en syndebuk, og det blev hurtigt vedtaget, at det var udlændinge, som var skyld i finanskrisen og alle andre genvordigheder.

Jeg husker især en ting, som stak mig i hjertet, og det var da høvdingen af vores hood fortalte mig om den hierarkiske opdeling af eksistenser. Spanierne var selvsagt højst på rangstigen efterfulgt af andre folkefærd og nederst var flygtninge og immigranter. Det spanske kastesystem var bekymrende nok i sig selv, men det der var virkelig alarmerende var, at hunde stod over nogle mennesker. Jeg var lige ankommet og min naivitet og godtroenhed på menneskeheden insisterede på at overbevise høvdingen om, at det måtte bero på en misforståelse, men han verfede bare min illusoriske mission af vejen med ordene ”They treat dogs better than people here. They will take the dogs inside and let people sleep in the street”. Der var ingen modargumenter for der var ganske rigtigt folk der sov på gaden, men ingen omstrejfende hunde…

Vækker det genklang?

Det er 10 år siden, at det var hymnen i Spanien, men lur mig om det kvæd ikke er rykket nordpå.

Der er gået båndsalat i den i DK, og dem der synger højest er gået i stå i en skinger tone, hvor den samme strofe messes igen og igen.

Der er sket en kolossal holdningsændring, for jeg mindes, at næstekærlighed og gæstfrihed var grundlæggende værdier, som enhver borger i Danmark med stolthed kunne bekræfte som trosbekendelsen – det er nu blot en hensygnet saga – en flosset illusion om fordums gunst.

Det er med vantro, at jeg må erkende, at den spanske inkvisition er flyttet ind i danskerne. Fra samfundets øverste top er der med indførelsen af absurde og hetz-lignende love skabt en korstogsånd, og befolkningen accepterer, fordi lovene ikke får betydning for dem selv, men blot for de fremmede. Samfundets øverste organ skaber fjendebilleder i stedet for at fordre til at leve i fred og fordragelighed med værdier som tolerance og gensidig respekt som ledestjerne. Det er over 500 år siden, at den spanske inkvisition blev iværksat, og den varede i over 300 år…. Lad os ikke håbe, at det tager os lige så lang tid at komme på bedre tanker denne gang.

Hvad om vi tog hånd om de virkelige problemer og lod de små ubetydeligheder fare. Vi burde alle råbe vagt i gevær! når vores fælles sikkerhed trues, og når befolkningen rangeres. Det kan godt være, at du sidder og trækker på skuldrene nu, fordi det ikke vedkommer dig, men hvad hvis det er dig, som står for skud næste gang? Hvad hvis det er din sikkerhed, som skæres ned på, fordi der skal afsættes midler til de begunstigede og til hundene, så gå ikke i den velkendte fælde om, at det er udlændingene skyld – for mig bekendt er det dem, som får mindst, selvom de fleste nyindførte love omhandler dem.

Mit nytårsønske er en ny sangskat – en vi alle kan synge, nynne og brumme med på – hvor der er brug for både tenor og bas, alt og sopran, for devisen om, at når katten er ude, så danser musene på bordet gør sig virkelig gældende –musene har danset alt for længe, og vi har brug for både en ny melodi, en ny taktstok og en ny sprechstallmeister.

Adieu – med håbet om et godt nytår!

Følg mig

Leave a Comment