Tilskuer

Jeg hører stemmer og latter, folk der nyder livet, hinanden og solens stråler, men jeg er alene, ingen kan se mig. Der er ingen at snakke med, le med, røre ved. Jeg er lige så udslukt som den kumkat, der er døet ud på min altan. Den kan ikke vækkes til live, hverken med sol eller vand. På samme måde har jeg det lige nu. Ikke engang syndfloden kan væde mine runkne rødder og knastørre kviste. Der er puds i mine kanaler, mit hjerte pumper perpleks ude af rytme. Mit blod fryser til i aorta – af længsel. Ingen ildkugle vil kunne smelte isklumperne, som skvulper rundt og stopper til i mine årer. Jeg ruster til på indersiden. Jeg mangler kontakt – jeg snakker med planten, forsøger at oplive den med min lette berøring og nedklipning, så den fries for de rådne frugter som tynger og trækker grenene nedad. Du skal stå strunk og stærk, ikke bøje dig, lad din krone søge mod skyerne som bønnestagen. Jeg retter mig op, retter ryggen, strammer min opadgående knold, så den stritter kækt, kigger mod himlen. Vinden blæser nænsomt til mine hår på armene, så de rejser sig og hilser på den nedadgående sol.

Jeg blotter et stykke af mig, for at hylde denne lille film, som på en fin og rørende måde får os til at tænke over, om ensomhed er noget man skamfuldt skal føle ene og alene, eller om det er et emne, som er vigtigt at berøre og aftabuisere.

Remember when making friends was child's play?

Remember when making friends was child's play? Credit: Campaign to End Loneliness

Slået op af Bored Panda i Torsdag den 10. maj 2018

Følg mig

Leave a Comment